Ja undskyld, at jeg er her, men det er jeg altså nu!

MIG, MIG, MIG!

Jeg tænker, at jeg ikke ikke kan nøjes med de 5 hurtige fra sidste indlæg til at skitsere hvem jeg er- selvom det kan virke fristende.

Jeg hedder som sagt Aleksandra Michalakis Albér og jeg er 21 år gammel, og så er der vist heller ikke nogen, der er i tvivl om det længere. Jeg forestillede mig, at det kunne være fornuftigt lige at nævne én gang mere i det her indlæg for at uddybe og forklare hvor mit navn kommer fra. Mit navn stammer nemlig fra Grækenland, hvilket jeg også gør- halvt i hvert fald! Min far er græsk og min mor er dansk. Mere præcist kommer min fars side af familien fra øen Kreta, i en meget lille og gammel landsby. Mine forældre mødte hinanden i grækenland (vi kender allesammen historien), selv blev jeg født i Danmark, men boede på Kreta det første år af mit liv, herefter flyttede vi alle 3 tilbage til Danmark, da det danske system er en del mere attraktivt at opfostre et barn i.

Personligt ser jeg det at høre til to forskellige steder i verden som en gave og jeg føler mig enormt priviligeret. Jeg kan rejse frit og besøge min familie når som helst. Grækenland er smuk, og mit tilhørsforhold dertil og deraf mange besøg, efterhånden utallige, er grunden til, at jeg i dag kan føle mig mere eller mindre berejst. Min verden er på trods af at høre til to forskellige steder, heldigvis hel og intakt- i modsætning til mange andres skæbne, der ikke kun flytter, men flygter.

img_9742

img_0134_2

Jeg bor i københavn og har gjort det i 4, snart 5 år. Det har jeg dog ikke altid gjort. Jeg er opvokset i en lille by, der hedder Hundested. Hos nogle vil der måske ringe en klokke i forbindelse med en sommerhus tur, måske en tur over med Rørvigfærgen, for andre vil den måske blive sat på landkortet for første gang, hvilket nok er tilfældet for de fleste, haha! Jeg var glad for Hundested som barn. Jeg var glad for min skole, mine veninder og min sport, men efter mit efterskoleophold i 10. klasse føltes Hundested næsten lidt for lille at komme tilbage til. Derfor valgte jeg at flytte til København med min veninde Lærke, der havde det på samme måde som mig, da vi var 17 år gamle. Vi flyttede ind i en lille fin lejlighed på Østerbro og startede begge på Gefion gymnasium. Det føltes helt rigtigt på daværende tidspunkt, og det kunne simpelthen bare ikke gå hurtigt nok for mig. Set i bakspejlet er jeg sikker på, at en smule tålmodighed fra min side ikke havde skadet. Selvfølgelig hjalp det mig til at modnes i en forholdsvis tidlig alder, på nogle punkter altså, men på samme tid var det som om, at andre vigtige ting for min alder forsvandt lidt ud af mit fokus, og jeg flatterede og dyrkede lidt det, som jeg nu synes var “sejt”. Jeg er kun glad for at være opvokset i Hundested og er ikke i tvivl om, at jeg personligt havde alt for travlt med at blive voksen.

Jeg studerer lige for tiden ikke. Jeg er som nævnt i forrige indlæg droppet ud af jurastudiet for at gå en helt anden vej. Til november skal jeg læse matematik op på B-niveau (et af mine absolut svage punkter, der garanteret kan komme til at forårsage en mindre krise hos mig, men det bliver spændende!).

Jeg har på nuværende tidspunkt masser af tid til at starte et projekt som det her op- så meget tid, som jeg sikkert aldrig får igen. Jeg arbejder et par gange om ugen, og ellers går det meste af min tid med at kigge min lille hundehvalp i øjnene:-) Jeg følte mig ærligt talt nok en smule ensom de første år efter, at jeg var flyttet til København, på trods af, at jeg skabte en masse nye relationer og aldrig før havde omgivet mig med så mange mennesker som på daværende tidspunkt. Jeg har nok altid haft lidt svært ved at finde ud af, hvilket ben jeg skal stå på i forhold til, hvordan jeg gerne vil ses og forstås. Jeg har altid haft svært ved at være alene, men på samme tid nydt det- hvis det overhovedet giver mening? Det er noget, jeg ofte er blevet kritiseret for, og en ting jeg tit kommer til at skulle undskylde for. Jeg er bare en personlighed, der er i kraft af andre, og det har jeg lært at være helt okay med i dag. Udover det, så har jeg en stærk tendens til at køre samtaler ud af at sidespor- ligesom jeg har gjort lige nu! Så Tilbage til min hundehvalp- så kommer der ikke til at være noget, der hedder ensomhed fra nu af, kun tosomhed:-)

Jeg beklager for den en smule tunge mængde af tekst i det her indlæg- sådan kommer det altså ikke altid til at være!

img_1049img_9564

 

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ja undskyld, at jeg er her, men det er jeg altså nu!