DEBATTEN

DEBATTEN: Sabbatår

Overskriften har højst sandsynligt løftet sløret for, hvis endda ikke helt afsløret vores første emne til Debatten: Sabbatår – eller det, der fra politisk hold er blevet kritisk omtalt som “fjumreår”.

053efecc9b0d1b7fe7904b6f50f7a025

Til at lægge ud med kan jeg fortælle, at jeg selv tog et sabbatår, efter jeg havde færdiggjort STX. Jeg har altid været glad for at gå i skole, men må på samme tid også blankt erkende, at motivationsniveauet dalede for hvert år jeg havde i gymnasiet. Jeg blev skoletræt! Set i bakspejlet er skoletræt måske ikke det rigtige ord at bruge omkring de følelser, jeg selv havde, men det er efterhånden blevet et fast begreb, vi alle bruger og hører. Jeg tror mere, at jeg var træt af selve gymnasiet, men stadig interesseret i at lære. Jeg var dengang sikker på, at jeg skulle læse jura på KU. Jeg valgte derfor ikke et sabbatår for at finde ud af, hvad jeg ville, men mere for at få en pause fra skolebøgerne, fordi jeg godt var klar over, hvad jeg havde i vente. Jeg ved godt, at ordet pause har en negativ klang i manges ører, men jeg vil gerne kalde en spade for en spade, for det var det det var. En pause kan være lige netop det, der er brug for i mange tilfælde.

På trods af, at jeg anser mit sabbatår som en pause fra skolebøgerne, så betyder det ikke, at jeg brugte det på at slappe af. Jeg blev ansat i C.L. Seifert, hvor jeg solgte studenterhuer på diverse skoler på Sjælland – ny dag, ny skole! Jeg var faktisk ret vild med det. Nu skal det her indlæg selvfølgelig ikke handle om, hvad jeg lavede i mit sabbatår, men mere om sabbatår generelt som begreb, men jeg vil alligevel lige bruge et par linjer på at forklare det kort. I Seifert fik vi i teams på to personer tildelt en bil og kørte rundt sammen hver dag. Vi lavede et oplæg på hver skole, vi besøgte, hvor vi præsenterede firmaet, konceptet, de forskellige huer og pakkeløsningerne. Jeg var på det tidspunkt ikke vant til at stå foran så mange mennesker og snakke, men netop det har været en af de erfaringer, der har givet mig allermest med videre og tilmed hjulpet mig med at overkomme eksamensangst, generel nervøsitet eller anden form for præstationsangst

Jeg arbejdede i en periode også som lærervikar på en folkeskole i indre by og fik ovenikøbet også tid til at rejse 3 måneder til den græske ferieø, Mykonos, hvor jeg stod i døren på restauranten Nammos, som I måske allerede har hørt om, men det fortjener sit helt eget indlæg… Det var nemlig alt andet end en positiv oplevelse, men stadig lærerig. Jeg ville gerne have været længere væk ligesom mange andre vælger at gøre, men det var desværre ikke muligt for mig. img_3748Faktisk så viser undersøgelser, at to ud af tre studerende holder et eller flere sabbatår på trods af, at regeringen prøver at piske os unge så hurtigt som muligt igennem vores uddannelser. Det viser sig også, at risikoen for frafald daler pr. sabbatår, og at de har en gavnlig effekt på mange unges “sikre” valg af studie. Ingen garanti dog givet. Jeg er jo selv et godt eksempel på, at det sagtens kan gå galt alligevel.

Jeg kan personligt godt forstå undersøgelsens resultat.  Jeg retfærdiggjorde meget min egen exit fra jurastudiet med, at jeg netop kun er 21 og kun har haft 1 sabbatår og derfor ikke har travlt. Jeg havde højst sandsynlig bidt i det sure æble og hængt ved, selvom det ikke var en uddannelse for mig, hvis jeg nu havde afviklet to eller tre sabbatår.

Jeg tror i bund og grund bare, at det vigtigste er at mærke godt efter, hvad man selv har brug for, og hvad man er klar til. Der er ikke noget galt i at have brug for at tage et år, hvor man arbejder – også med sig selv! Det kan både være et behov for udvikling på et erfaringsmæssigt plan, men bestemt også på det personlige plan, der afgør, om man vælger at tage et sabbatår eller går direkte videre med at studere.

Derimod er det også sejt at kaste sig ud i en uddannelse med det samme og så komme lidt hurtigere ud på det rigtige arbejdsmarked og i gang med voksenlivet… ville nogen måske mene?

I kan læse Melinas indlæg her.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DEBATTEN